Så er der nyt fra den stressede bolivianske hverdag. Rikke sidder i skrivende stund og får manicure og pedicure af en meget sød boliviansk dame/make-up artist. Det er igen en af Joachim og Cathrines mange kontakter.
Igen i dag har været en dejlig begivenhedsrig dag. Vi har været på besøg i et lokalt marked i den mere fattige del af La Paz - El Alto. En hel del af La Paz ville vi nok kalde fattig set med danske øjne, men når man har været her et par dage begynder at gradbøje den her fattigdom mere. Det er ikke alle som lever under fattigdomsgrænsen, men når det er sagt, så er der mange, der lever under forhold som er mere eller mindre utænkelige i Danmark.
Markedet i El Alto var virkelig en oplevelse. For det første fordi, at det ikke var noget, som blev afholdt til turisternes underholdning. Det var et lokalt marked hvor lokale købte deres varer, og vi kunne da godt få lov til at kigge, men vi var ikke noget specielt, selvom vores hoveder stak op over massen af handlende, og fangede duften fra alle madboderne.
Der blev handlet med alt i et utal af boder, som lå så tæt op af hinanden, at den sti vi gik på ikke var mere en 70 cm bred. Enkelte steder kunne udvalget i en bod bestå af beskidte cola-flasker og gamle kasettebånd. Andre havde de sædvanelige “ægte” puma og “nike” træningsdragter. Ind imellem var vi også på tidsrejse tilbage til firserne. Der blev solgt videomaskiner, tomme videobånd, gamle kasette båndoptagere og havde man brug for en plakat med Guns'n'Roses (rockband fra 80'erne), så kunne dette også arrangeres.
Til sidst blev duften fra alle madboderne dog for meget. Jeg havde bare lyst til at prøve det hele, men af respekt for diarré tog vi i stedet mod Joachims og Cathrines ynglings italianske restaurant. Det skulle dog vise sig at være dagens største udfordring. Et er at ankomme til et marked. Noget helt andet er, at komme væk fra det igen.
Forestil jer en vej, hvor der holder biler parkeret på begge sider af vejen, så kun midten af vejen er fri. Selv hvis der ikke var nogen biler parkeret ville denne vej være så smal, at vi I København ville have kaldt den ensrettet. Sådan forholder det sig imidlertid ikke. Der er trafik fra begge siden, men der er ikke plads til trafik fra begge sidder. Derfor kører en række af biler ned af gaden og en række af biler op af gaden, og mødes på midten, hvor ingen bilen kan komme hverken frem eller tilbage. Tilsæt her ud over små parkeringenspladser, hvor bilerne fra parkeringspladserne også vil ud på denne gade. Det er det vi kalder kaos:) Det var simpelthen proppet med biler i alle retninger, og ingen så ud til at ville vige for hinanden. Til gengæld evnede de fleste at dytte til hinanden.
Alligevel på mirakuløs vis lykkedes det os at komme ud fra vores parkeringsplads. Vores chauffør Alex så et hul, som ingen af os så, trådte på speeder, og som en hvid sølvpil fragtede han os sikkert ud på vejen og ned mod vores italianske restaurant.
Resten af dagen har det stået på afslapning hos Joachim og Cathrine.
Vi er nu tilbage i La Paz efter turen til Salar de Uyuni og Potosi. Vi har fået forrygende mange indtryk, som faktisk knap nok kan nå at nedfælde sig, inden vi i morgen tager bussen videre til Cusco. Turen til Saltørkenen og omegn har budt på noget af det mest øde landskab, man kan tænke sig. Og asfalt er endnu ikke kommet til den del af kloden - en af dagene kørte vi lidt over 300 km på grusvej - krydret med flokke af lamaer, får, de dertilhørende hyrder og ikke mindst de meget flotte og tørre bjerglandskaber.
